Velkommen til Alfix’ hjemmeside. Det lader til at din browser er forældet og ikke understøttes af vores side. Vi anbefaler at bruge en af følgende browsere for en optimal brugeroplevelse: Google Chrome, Mozilla Firefox, Microsoft Edge eller Apple Safari

Nyheder

Få de seneste nyheder om vores produkter, projekter og bæredygtige initiativer. Bliv inspireret af nye løsninger, og følg med i, hvordan vi gør en forskel i byggebranchen.

Seneste nyheder

Alfix er verdensmålscertificeret
02.11.2022

Alfix er verdensmålscertificeret

Den seneste destination i Alfix's ansvarlighedsrejse er et mangfoldigt sted, hvorfra vi har fået en særdeles flot souvenir med hjem. Den 27. oktober 2022 kom vores ”rejsepartner” på besøg og overrakte et certifikat, som et synligt bevis på, at Alfix nu er verdensmålscertificeret.

Se Bureau Veritas´ film om Alfix og verdensmålcertificeringen

Alfix’s ”rejsepartner” er i den henseende Bureau Veritas Danmark, som har sat rammerne for Alfix gennem processen frem mod målet. Turen startede i efteråret 2021 med en workshop og efterfølgende verdensmålsscreening, som nu er fulgt op af en omfattende audit, som altså har resulteret i en certificering i FN’s Verdensmål.

”Alfix’s arbejde med FN’s 17 verdensmål er blevet gennemgået, evalueret og bedømt af eksterne auditorer fra Bureau Veritas Danmark, og det er i den grad fortjent, at virksomheden har modtaget verdensmålcertifikatet for deres fortløbende og ekstraordinære indsats”, siger Tomas Riegels-Jørgensen, Business Developer Sustainability, Bureau Veritas Danmark. ”Vi har allerede fra vores indledende dialog med ledelsen i Alfix oplevet en visionær og moderne tankegang, hvor ledelse og medarbejdere ønsker et højere formål end alene det at tjene penge”, fortsætter han.

Drevet af ansvarlighed og et ønske om at inspirere
”Vi ønsker at være en ansvarlig byggematerialeproducent. Derfor er det yderst meningsfuldt for os at blive verdensmålscertificeret. Alfix’s vision er at vinde og inspirere med ansvarlige systemer i nordisk byggeri. Når vores ønske også er at inspirere andre til mere ansvarlige handlinger, er det vigtigt med eksterne samarbejdspartnere, som professionelt kan dokumentere vores arbejde. Som anerkendt certificeringsvirksomhed har Bureau Veritas Danmark derfor været et godt valg for os”, siger Anders Bertelsen Toft, direktør i Alfix.

Certificeringen er for Alfix en flot blåstempling og anerkendelse fra eksterne eksperter. Det har været muligt at opnå certifikatet på baggrund af et mangeårigt målrettet arbejde med ansvarlighed i virksomheden, hvor hele teamet har bidraget aktivt. Det handler blandt andet om et ansvarligt ledelsessystem, veldokumenterede og stærke forsyningskæder, mere ansvarligt indkøb samt ansvarlig drift af fabrikken.

Strategisk arbejder Alfix især med verdensmål nr. 8 Anstændige jobs og økonomisk vækst samt nr. 12 Ansvarligt forbrug og produktion. I tillæg hertil indgår nogle sekundært valgte og supporterende verdensmål.

En rød tråd fra strategi til handling
Essensen af FN’s 17 Verdensmål er ansvarlig udvikling, herunder fokus på miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige aspekter (ESG-begrebet: Environnmental, Social, Governance). Bureau Veritas Danmark skriver bl.a., at det er et must for virksomheder at overveje, hvordan de kan bidrage til en bedre verden (bureauveritas.dk). For Alfix handler det også om at gøre en forskel i verden, fra vores ståsted i den skandinaviske byggebranche.

I forbindelse med certificeringen fremhæver Bureau Veritas Danmark bl.a., at der er en klar forbindelse mellem strategi, planer og reelle handlinger, en høj grad af dokumentation og en dedikeret ledelse. Det handler helt konkret om, at virksomheden skal gøre det, den siger, den gør – og det er også forudsætningen for at få det eftertragtede certifikat, som dokumenterer indsatsen inden for verdensmål.

Næste destination
En milepæl er nået, men det er stadig langt fra endemålet. For det rykker sig hele tiden. Faktisk er det en essentiel del af forløbet, at der løbende skabes forandringer og forbedringer – også i de kommende år. Således får Alfix igen besøg af Bureau Veritas Danmark til audit i 2023 og 2024.

Klik her for at se certifikatet!

Læs mere om verdensmålene her: Verdensmålene – Danmarks officielle side | Verdensmål (verdensmaal.org)

Facadeisolering med puds: Nye kurser og ny TGA-godkendelse
02.11.2022

Facadeisolering med puds: Nye kurser og ny TGA-godkendelse

Brancheforeningen ETICS-DK og Håndværker Akademiet (EUC Nord) tilbyder nu todages kurser i facadepuds på udvendig isolering. Samtidig har facadeisoleringssystemerne for nylig fået en TGA-godkendelse (Teknisk Godkendelse til Anvendelse) udstedt af ETA Danmark.

Kvalitetssikring og dokumentation
TGA-godkendelsen er en kvalitetssikring og dokumentation af facadeisoleringssystemer og skal bidrage til at minimere byggeskader og fejl. Det samme skal de nye kurser i facadepuds på udvendig isolering. Det er vigtigt i en tid, hvor stigende energipriser og øgede krav til ansvarlighed har givet større fokus på facadeisoleringssystemerne. Dokumentationen såvel som det udførte håndværk skal være i orden for at give husejerne tryghed i løsningerne.

Stærkt branchesamarbejde
Brancheforeningen ETICS-DK har været en aktiv part i de nye tiltag. Ifølge foreningens direktør Allan Nielsen, er ETA-godkendelsen en gevinst både økonomisk, miljø- og sikkerhedsmæssigt. Den skal bl.a. sikre, at der bygges med materialer, der lever op til de byggetekniske krav.

”Hos ETICS-DK appellerer vi på det kraftigste til, at projekterende og arkitekter er opmærksomme på, at beskrivelser og udbudsmaterialer konstruktionsmæssigt er korrekte fra starten. Det betyder bl.a., at der bygges med TGA-godkendte ETICS-systemer, fordi ordentlig dokumentation giver gevinst både økonomisk, miljø- og sikkerhedsmæssigt”, siger Allan Nielsen (kilde: Bygtek.dk: Nemmere at overholde byggelovgivningen med ny | BygTek.dk)

Æstetik, indeklima og stigende energipriser
”Facaderne bliver opgraderet og renoveret i hele landet i mange forskelligartede og spændende projekter. Mange boligejere vælger at få efterisoleret og pudset facaden udvendigt for at føre huset op til moderne standarder både af energi- og miljømæssige årsager”, siger Claus B. Høgdal, salgs- og marketingdirektør i Alfix.

En af de husejere, som har valgt Alfix’s løsning for udvendig isolering, er Stefan Kloth. ”Vi valgte systemet for at forbedre boligens æstetiske udtryk, ligesom vi ønskede et bedre indeklima. I dag er huset fri for kuldebroer, indeklimaet er forbedret, og vi har utvivlsomt reduceret vores samlede varmeforbrug som følge af renoveringen. Vi mærker 100% forbedringen på indeklima og energiforbrug”, fortæller Stefan Kloth.

Er du murer og er du interesseret i de nye kurser?
Kurserne i udvendig facadeisolering bliver udbudt i AMU-regi på fem fagskoler henover de næste 4-5 måneder i Horsens, Aabenraa, Hjørring, Roskilde og Rønne. Læs mere klik her!

Se TGA-godkendelsen her!

Mød en Alfix’er, som takker af
02.11.2022

Mød en Alfix’er, som takker af

Mød Søren Heiwald – en kulturbærer i Alfix, som har været med de sidste 32 år og nu takker af for at nyde sit otium. Alle der kender Søren vil vide, at man aldrig er i tvivl, når han er på matriklen, for der bliver fortalt historier og grinet, og der er altid god stemning omkring ham.

Søren har frem til udgangen af oktober 2022 været salgskonsulent i Midt-Sydjylland og på Fyn, og inden han kom til Alfix arbejdede han bl.a. 10 år som selvstændig murermester.

De tre sædvanlige Mød-en-Alfix’er-spørgsmål er skiftet ud med tre spørgsmål, som handler om at have været hos Alfix gennem rigtig mange år.

Hvad har holdt dig i jobbet så længe?
”Jeg har kørt min hverdag, som det passer mig – selvfølgelig ud fra firmaets retningslinjer, og det har været er et frit, dejligt og ukompliceret arbejdsliv. Jeg er gået glad på arbejde hver dag, og det er dét, der har drevet mig.”

Hvad er den største forandring på de 32 år?
”Alfix er vokset i mere end én forstand. Ud over en øget omsætning er medarbejderstaben mere end fordoblet på de 32 år, mens antallet af produkter er tre- til firedoblet i perioden. Det er dejligt at være en del af en succes”.

Hvordan er Alfix som arbejdsplads?
”Til trods for den store medarbejdertilvækst oplever jeg, at der stadig er et særdeles tæt kollegialt samarbejde. Ud over at have en chef som behandler mig med respekt og som jeg holder utroligt meget af, har jeg også rigtigt gode kollegaer. Vi arbejder som et team, og vi gør hinanden gode.

Alfix adskiller sig fra andre ved, at man hos Alfix tager sig af og passer på hinanden. Det er mere end bare arbejdsrelationer. Og det gælder stadig, selvom vi er mere end 50 medarbejdere i dag. Her er ingen vigtigere end andre.”

Tak
Afslutningsvis skal lyde en stor tak fra både Alfix og Søren Heiwald. Tak for det store fremmøde ved receptionen den 13. oktober, hvor vi hyldede alt det, som Søren har været med til at bygge op. ”Det var en helt fantastisk og stor dag. Jeg vil aldrig glemme den”, fortæller Søren.

Han ser frem mod en hverdag, der fortsætter med blandt andet golf, svømning og vedligeholdelse af sit hus fra 1937 – det bliver utvivlsomt fortsat en aktiv hverdag. Og så bliver han medlem af Alfix’s seniorklub sammen med andre gode tidligere kolleger.

Fra kvalitetskontrol til lysestager
02.11.2022

Fra kvalitetskontrol til lysestager

Restprodukter får nyt liv, både i det store og det små. Her er en af de mere kreative, som lyste op til en reception, vi holdt for nylig. Andre rester ender eksempelvis som vejfyld.

En lysestage er ikke bare en lysestage. Lysestagen på billedet er også et restprodukt fra en kvalitetskontrol af en selvudflydende spartelmasse. Helt præcist en rest Alfix PlaneMix 50, som sædvanligvis anvendes til afretning og planering af gulve.

På Alfix’s laboratorie laves dagligt kvalitetskontrol af produkter, som en del af et omfattende kvalitetsledelsesprogram. Derfra kommer nogle produktrester, hvoraf nogle bliver anvendt på kreativ vis. Over tid har der samlet sig en flok ugler, en isbjørn og lysestager i forskellige afskygninger lavet af spartelmasse.

Fra kreative smårester til tons af affald
Tilbage til lysestagen, så blev den og ca. 40 kloner lavet til en reception i oktober, hvor vi sagde tak og på gensyn til Søren Heiwald, salgskonsulent og murer hos Alfix gennem mere end 32 år. Lysestagerne pyntede, men i det store rest-regnskab forbliver de pynt. Laboratoriets produktrester er små sammenlignet med produktionens.

Alfix’s restaffald fra produktionen sorteres og genanvendes med en høj genanvendelsesprocent i samarbejde med miljøvirksomheden Marius Pedersen. Vi har et omfattende affaldssorteringssystem og genbruger så meget som overhovedet muligt. Læs evt. mere om Alfix’s samarbejde med Marius Pedersen her:
Affald – en værdifuld ressource | Alfix.

Ny TGA-godkendelse på udvendig facadeisolering
30.09.2022

Ny TGA-godkendelse på udvendig facadeisolering

ETA Danmark udsteder godkendelser, som sikrer at materialer lever op til byggetekniske krav. De har etableret TGA-ordningen (Teknisk Godkendelse til Anvendelse), og nu findes der en TGA, der kvalitetssikrer facadeisoleringssystemer.

Brancheforeningen for Eksterne Facade Isolerings Systemer (Etics-DK) har samarbejdet med ETA Danmark forud for udstedelsen af en TGA-godkendelse af facadeisoleringssystemer. Ifølge Allan Nielsen, direktør hos Etics-DK, vil den nye dokumentation være en gevinst for både økonomi, miljø og sikkerhed. Ifølge Thomas Brun, adm. direktør hos ETA Danmark, er formålet med ordningen at minimere byggeskader og fejl.

Ovenstående er nogle af hovedbudskaberne i en artikel på BygTek.dk – Klik her for at læse hele artiklen
Vi omtaler den her, fordi Alfix er en af de producenter, som via sit engagement i brancheforeningen Etics-DK arbejder aktivt for en samlet styrket branche.

Læs mere om Alfix’s nu TGA-godkendte facadesystem: Alfix DuraTherm - Mineraluld

Læs mere om Etics-dk - Klik her!

Bæredygtighed på skemaet på mureruddannelsen
26.08.2022

Bæredygtighed på skemaet på mureruddannelsen

På mureruddannelsen kommer grøn omstilling til at fylde stadig mere. Således var det også et tema, da uddannelsens faglærere i sommers var samlet til et faglærerseminar.

Her kunne de bl.a. høre om Alfix – men hvordan er Alfix interessant i den kontekst?

En udvikling der gør murerfaget mere attraktivt
En fliseklæber et centralt produkt for en flisemurer. Så når den (siden foråret) findes i en CO2-reduceret og Svanemærket variant (Alfix ProFix Plus), er det relevant, at faglærere såvel som murerlærlinge kender til produktet og får det i hænderne under uddannelsen. Pia Skjøtt-Larsen, uddannelseskonsulent ved Byggeriets uddannelser, er glad for den udvikling: ”Det er interessant, når leverandører laver noget, der er bæredygtigt. Vi er altid glade, når det går den vej”.

Bæredygtighed er i dag en del af mureruddannelsen i fag som ”byggeri og arbejdsmiljø”, men i fremtiden bliver det et selvstændigt fag. ”Fokus på at gøre murerfaget grønt hele vejen igennem er med til at gøre uddannelsen mere attraktiv, blandt andet fordi det tiltrækker flere forskellige typer ind i murerfaget. Vi arbejder for mere diversitet og bæredygtighed i faget, og de to ting hænger sammen”, fortæller Pia Skjøtt-Larsen.

Hvad kan Alfix inspirere med?
Hvilke konkrete initiativer gør den største forskel ift. ansvarlig omstilling? Hvilke materialer og systemer passer bedst til denne agenda? Hvordan forholder vi os til dokumentation og nye klimakrav? I svar på spørgsmål som disse, er der inspiration at hente, og den kom fra Mikael B. Noe, teknisk projektleder hos Alfix, under sommerens faglærerseminar. Her får du et udpluk:

Hvilke konkrete initiativer gør den største forskel?
”Produktudviklingen, herunder udvælgelse af råstoffer, er et væsentligt fokus, fordi fremstilling af råvarer udgør langt den største del af Alfix’s CO2-aftryk. Typisk er der tre råvaregrupper; tilslag, cement og additiver. Tager vi fx tilslag, er der tre områder, der gør en forskel: 1) tilslag kan i nogen grad udskiftes med letfyldstoffer, 2) energien til fremstilling af letfyldstoffer har betydning, og 3) tilslag kan hentes lokalt”, fortæller Mikael B. Noe.

Når Alfix eksempelvis udvælger additiver i et produkt, er der også fokus på at ramme en kvalitet med lavere CO2-udledning. Mikael B. Noe pointerer: ”CO2-udledning er en vigtig del af ansvarligheden på miljøområdet, men der er også andre væsentlige forhold. Det er også det, som de tre ben i begrebet ESG er kendetegnet ved – der er både en miljømæssig, social og økonomisk kvalitet at tage højde for. At sikre en høj kvalitet og derved holdbarhed og færre skader/reklamationer giver god mening ift. miljødagsordenen men også ift. økonomien for den udførende. Endelig har vi altid et forbedret arbejdsmiljø i kikkerten, når vi udvikler nye Alfix produkter. Der kan være tale om lettere bearbejdning, længere rækkeevne pr. kg i sækken og dermed færre kg. i sækken, som der skal slæbes rundt på. Endelig kan der være tale om støvreduktion. Rækkeevne og støvreduktion er eksempelvis fordele ved vores nye ProFix Plus fliseklæber”.

Hvordan forholder vi os til nye klimakrav?
Fra januar 2023 kommer nye klimakrav i bygningsreglementet. Det betyder, at der skal laves klimaberegninger i form af LCA-beregninger (livscyklusanalyse) for nybyggeri. Branchen forbereder sig, og en af de ting vi har fokus på hos Alfix er, at blive skarpe på, hvordan de nye krav påvirker mureren. Hvad skal man som udførende murer vide og gøre?

Vi har brudt de nye krav om nedsat CO2-udledning fra nybyggeri ned til, at murerens vigtigste rolle her i første omgang fra 2023 er, at videregive EPD’er (miljøvaredeklarationer) for de produkter, der arbejdes med, sammen med information om mængder. EPD’erne danner grundlag for LCA-beregninger, og de EPD’er der følger produkterne giver den mest præcise beregning, om end branchespecifik data alternativt kan anvendes. Som leverandør har Alfix en vigtig rolle i dels at sikre, at produkterne har en EPD, dels i at gøre den let tilgængelig (fx fra Byggebasen eller Alfix hjemmesiden).

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her har du mulighed for at tilmelde dig Alfix Nyhedsbrev. Du vil modtage 4 årlige nyhedsbreve.